Jeppe Bruus trives i konflikter, men det har en pris: »Folk spørger mig, om jeg overhovedet har en puls«

Jeppe Bruus var kun lige fyldt 18 år, da han første gang stod med ansvaret for at aflevere et af sine forældres plejebørn på weekendbesøg hos barnets biologiske mor. Opgaven indebar at sikre sig, at moren faktisk var til stede, og at hun var i stand til at tage vare på sit barn. Opvæksten med to plejebørn i hjemmet kunne glimtvis gennem årene føles som en uretfærdighed for Jeppe Bruus, der misundte sine klassekammerater deres »normale« familier. For det første var han aldrig blevet politiker – eller socialdemokrat – hvis ikke han på nærmeste hold havde set konsekvenserne af, at børn vokser op på samfundets skyggeside, som han selv formulerer det. Og for det andet havde han aldrig lært at navigere og – modsat mange andre mennesker – ligefrem trives i et rum med svære følelser og konflikter. En egenskab, der ifølge Jeppe Bruus har været god på Christiansborg. Især i arbejdet med den grønne trepart, hvor han først som skatteminister forhandlede med landbruget og naturorganisationer, som traditionelt har været ærkefjender i miljøspørgsmål. De fandt en slags forbrødring og indgik en aftale, som begge parter kunne se sig selv i. Senere igen skulle han få enderne til at mødes, da han som den første minister for den grønne trepart fik hovedansvaret for at få et bredt flertal i Folketinget med i aftalen. Vi møder ham på hans kontor i det relativt nyoprettede ministerium, placeret i den sydlige ende af Vester Voldgade. Stedet har endnu ikke sin egen reception, det er gået stærkt, og nu skal ministeriet implementere den »største forandring af Danmarks landskab i over 100 år«. Meldingen fra Jeppe Bruus er ganske klar her to måneder efter indgåelsen af aftalen. »Det er en gigantisk opgave, og meget skal gå rigtigt stærkt,« siger han. I kølvandet på debatten om den grønne trepart går Jeppe Bruus også i rette med kritikken af, at de allerede afsatte milliarder slet ikke er tilstrækkelige, hvis man ønsker at give landmændene tilpas incitament til at omlægge deres marker til skov. Derudover fastslår han, at landbrug i et »vist omfang« vil lukke som konsekvens af den nye CO₂-afgift. Men Jeppe Bruus vil også gerne tale om noget for ham mere uvant: Det personlige. Manden uden puls Jeppe Bruus mener selv, at danskerne bedst kender politikeren Jeppe Bruus fra de tre år, hvor han først var retsordfører og siden politisk ordfører i Socialdemokratiet. Fra 2019 til 2022 stod han ofte forrest i medierne, når kritikken haglede ned over regeringen og Mette Frederiksen i forhold til håndteringen af coronavirus, rigsretssagen mod Inger Støjberg og minksagen. I perioden blev han også partiets politiske ordfører. En post, hvor man stiller op og agerer boksebold. Det passer Jeppe Bruus glimrende, siger han selv. »Jeg var rigtig meget på og tog mange af de svære diskussioner, fordi jeg aldrig siger nej til et interview eller en debat. Jeg har det også svært med, når folk ikke stiller op. For når andre har lyst til at trække sig fra en konflikt, har jeg det lige modsat,« siger ministeren. Den indstilling er blandt andet et resultat af, at der i de første 20 år af hans liv altid var to plejebørn i hjemmet i Tølløse på det nordvestlige Sjælland. »Det var jo børn, som kom fra hjem med flere problemer, end de fleste heldigvis gør. Så min barndom var fyldt med sagsbehandlere, psykologer og konstant stillingtagen til, hvordan man håndterer konflikter med og om de her børn, som havde det rigtig svært,« siger han. Jeppe Bruus har stor respekt for sine forældre, der også skulle være der for deres egne tre børn og skærme dem fra det svære ved at have plejebørn. Men de havde mindre tid til at være kernefamilie end andre. Derfor var Jeppe Bruus fra en tidlig alder meget hjemmefra og engagerede sig i alle de foreninger, som han kunne komme i nærheden af. I barndommen var det primært fodboldklubben og spejderkorpset, senere blev engagementet politisk. Jeppe Bruus var således formand for Dansk Ungdoms Fællesråd og forbundssekretær i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, inden han i en årrække arbejdede som rådgiver og konsulent i det private. Og efter et par korte ophold som stedfortræder i Folketinget blev han i 2016 kommunikationschef for Skat. »Der var også dengang mange kritiske sager, som jeg lærte meget af at håndtere,« siger Jeppe Bruus. I 2019 blev han for første gang valgt til Folketinget og begyndte med det samme at markere sig i debatten som Socialdemokratiets kølige mand, der tilsyneladende upåvirket kunne absorbere al kritik af regeringen. En rolle, som har givet Jeppe Bruus et image, han er meget bevidst om. »Jeg bliver tit mødt af, at jeg er sådan en, der trækker ilten ud af et lokale. Folk spørger mig også, om jeg overhovedet har en puls,« siger han. Sådan mener Jeppe Bruus dog ikke, at hans venner vil beskrive ham: »Jeg kan faktisk godt lide at have det sjovt.« Vil du gerne have, at danskerne ser anderledes på dig? »Det har ikke været en strategi fra min side at skabe et bestemt billede af mig selv, jeg kan bare konstatere, at det er sådan, det er. Jeg er ikke gået ind i politik for at blive kendt, men det bliver man jo. Og hvis man skal genvælges, kræver det, at folk ved, hvem man er.« Færre landmænd, flere arbejdspladser Selvom hans politiske ild brænder for de udsatte børn, har Jeppe Bruus’ politiske karriere bevæget sig i en helt anden retning. I 2022 blev han udnævnt til skatteminister, hvor han stod i spidsen for et kæmpe maskineri, der var hårdt presset af problemerne med de nye ejendomsvurderinger og arbejdet med at designe verdens første CO₂-afgift på industrivirksomheder. Da modellen blev præsenteret, var der især kritik af særbehandlingen af cementgiganten Aalborg Portland, der på trods af at være Danmarks største udleder af CO₂ skulle betale en mindre afgift end andre virksomheder. Men ifølge Jeppe Bruus har det vist sig som en succes. »Virksomhedens ejere truede dengang med at lukke deres produktion i Aalborg, men i dag investerer både vi og de i teknologi, som forhåbentlig kan gøre produktionen bæredygtig i 2030,« siger han. Jeppe Bruus bruger også eksemplet til at slå tilbage mod kritikken af den grønne trepart om det principielt forkerte i, at samfundet skal betale landbruget for ikke at forurene. »Siden 1864 har staten betalt landmændene for at dyrke markerne, så man kunne brødføde befolkningen. Nu skal landmændene gøre noget andet. Og det er en opgave, som jeg mener, at vi bør være fælles om,« siger han: »Man kan ikke omstille landbruget ved bare at lave en afgift, det kræver store investeringer.« Kan du forstå, hvis der sidder nogle i industrien, der ikke forstår den særstatus, landbruget har? »Nej, for det synes jeg ikke, at landbruget har. Vi investerede også 30 milliarder kroner i CO₂-indfangst, da vi lavede afgiften på industrien.« Men hvorfor skal skatteyderne overhovedet betale for private virksomheders klimaomstilling? »Hvis vi vil omstille og udvikle erhverv i stedet for bare at afvikle dem, så kræver det investeringer i nye løsninger, blandt andet med fællesskabets penge,« siger Jeppe Bruus. Udsigten til en CO₂-afgift på husdyr var længe det største stridspunkt inden forhandlingerne om den grønne trepart og var tilmed ved at splitte Venstre ad. Det skete blandt andet på baggrund af, at de økonomiske vismænd konkluderede, at alle tre modeller for en CO₂-afgift, der blev udarbejdet af et ekspertudvalg med økonomiprofessor Michael Svarer i spidsen, ville føre til konkurser blandt landmænd. Men CO₂-afgiften blev indført, hvilket ifølge Jeppe Bruus i høj grad er Landbrug & Fødevarers fortjeneste. Men han lægger ikke skjul på, at det vil få konsekvenser. »Landbrug vil lukke i et vist omfang,« konkluderer Jeppe Bruus og fortsætter: »Men udviklingen er jo i forvejen, at mange landbrug bliver opkøbt af større forretninger. Dertil kommer, at en tredjedel af alle danske landmænd går på pension inden for de næste ti år.« Jeppe Bruus begynder at rykke rundt på kaffekopperne på bordet for at illustrere, hvordan det er visionen, at fremtidige landbrug skal blive mere energieffektive og udlede mindre CO₂ og skadeligt kvælstof. »Det bliver en kæmpe omlægning, der betyder, at der vil være færre dyr. Og det vil nogle steder betyde, at der kommer mindre produktion. Men ambitionen er, at der samlet set kommer flere arbejdspladser,« siger han. Mette Frederiksen har sagt, at en pakke hakket oksekød ikke må blive dyrere som følge af det her. Kan du garantere det? »Man kan selvfølgelig regne i marginaler og en krone til eller fra. Jeg forventer egentlig, at andre faktorer får større indflydelse på, hvad kød koster i 2030, end den grønne trepartsaftale.« Frivillig pression En hjørnesten i trepartsaftalen er, at landmændene skal omlægge nogle af deres marker til skov. En gulerod er, at de kan få et støttebeløb på 75.500 kroner pr. hektar jord. Men eksperter har over for en række medier – blandt andet Jyllands-Posten – advaret imod, at beløbet er for lavt. Flere steder i landet handles landbrugsjord således til 200.000 kroner pr. hektar. Priserne er tilmed stigende, og der tales endda om en decideret himmelflugt. Men Jeppe Bruus mener ikke nødvendigvis, at det er udtryk for, at der skal hældes flere penge i aftalen. »Jeg anerkender, at der er et pres på jordpriserne, og derfor er det vigtigt, at vi ikke bidrager til at få priserne til at stige.« De Konservative, som er med i aftalen, forudser, at der skal flere penge til. Er du enig? »Vi er i gang med at åbne skovordningen, og vi skal have en masse jordejere til at gå ind i nogle projekter. Og så nytter det ikke at åbne for, at støtten kan blive større, for så får jordejerne et incitament til at vente. Jeg har behov for at være meget tydelig og sige, at det ikke kommer til at ske.« Sideløbende med støtten til omlægning – guleroden – venter der en pisk i form af den kommende regulering af de marker, hvorfra der udledes mest kvælstof. Direkte adspurgt, om der med den endnu ikke vedtagne regulering ikke lurer en stor usikkerhed om, hvordan det påvirker jordpriserne, svarer Jeppe Bruus: »Jo, og derfor skal modellen på plads i løbet af foråret, så den kan træde i kraft i 2027. Vi skal udtage lavbundsjorde, hvor kvælstoffet gør den største skade på vores vand- og havmiljø.« I et folketingssvar skriver du, at aftalen »må forventes at påvirke jordpriserne på forskellig vis«. Hvad betyder det? »Når vi laver hårde krav til, hvad og om der må dyrkes på noget bestemt jord, er det ikke ligefrem sikkert, at det vil stige i pris. Man skal passe på med forudsigelser.« »Men den jord, der er sårbar, skal rammes af noget mere målrettet regulering, så der skabes et incitament til at tage den ud af drift.« Er der ikke et element af pression i det over for de landmænd, som sidder på den jord, der må formodes at blive mindre værd? »Jeg ved ikke, om man kan kalde det pression. Vi har lavet en klar aftale med en række parter, hvor vi har været meget præcise. Men der er en hård deadline. I 2027 skærper vi reguleringen.« Men hvad sker der helt konkret, hvis landmændene ikke vil sælge? »Så kommer de til at sidde med noget jord, som det bedre kan betale sig at braklægge end at opdyrke. Det kan man godt kalde en hård deadline.« Det har lydt fra Landbrug & Fødevarers formand, at der er fuld erstatning til landmændene – den enkeltes værditab skal erstattes, det er »ånden i aftalen«. Er du enig? »Jeg oplever ikke, at vi er uenige om, hvad vi har aftalt i treparten,« siger Jeppe Bruus fra sin plads ved mødebordet i ministerkontoret med udsigt over Københavns Havn. Gulvene i ministeriet er beklædt med gamle, grå gulvtæpper, der er blændede glasvægge, det kunne ligne ethvert sted i kommunedanmark. Det hastigt indrettede ministerium skal nu danne rammen om aftalen, der vil forandre landbruget radikalt. Med Jeppe Bruus i spidsen: »Jeg tager det som en stort cadeau, for det er en af regeringens vigtigste opgaver. Du må spørge Mette Frederiksen og de andre i ledelsen om, hvorfor det blev mig. Men de har nok vurderet, at jeg besidder egenskaberne til at føre ambitionerne ud i livet.« https://www.berlingske.dk/oekonomi/jeppe-bruus-trives-i-konflikter-men-det-har-en-pris-folk-spoerger-mig-om